Saltbagt selleri med “æbleremoulade”

Saltbagning er en tilberedningsmetode, som kan anvendes til både grøntsager, fisk og kød. Det fremhæver og intensiverer smagen i det emne der saltbages. Samtidigt saltes emnet jævnt hele vejen igennem.

Det kræver dog, at emnet har en vis størrelse i forhold til tilberedningstid. Hvis det er en lille ting, som skal have lang tid i ovnen, så tager saltet overhånd og det kan blive decideret uspiseligt.

Grøntsager, som nyder godt af saltbagning, er f.eks. kartofler, løg, rødbeder og, som her, knoldsellerien.

 

Saltbagt selleri

Saltbagt selleri

  • 1 knoldselleri på omtrent et kilo
  • En håndfuld havsalt
  • Sølvpapir

Her har jeg faktisk anvendt “snydemetoden” til at saltbage. Normalt skal hele knoldsellerien pakkes ind i et tommetykt lag salt, men jeg synes det skaber så voldsomt et spild (og så har jeg sjældent 2-3 kg groft salt liggende i reserve…)

Her befries knoldsellerien for de værste knudrede rødder, hvorefter den vaskes og skrubbes.

Drys et lag havsalt på et stort ark sølvpapir, sæt knoldsellerien derpå og fyld så salt op ad siderne, mens knoldsellerien pakkes ind i sølvpapiret.

Sørg for at sølvpapiret slutter tæt og bag den så i ovnen ved 200 grader i 2 – 2,5 timer.

Når sellerien er mør pakkes den ud, saltet børstes af og den kan således skæres i skiver og steges hårdt op på en pande.

“Æbleremoulade”

  • 1 æble
  • 1 skalotteløg
  • Persille
  • 50 g hasselnødder
  • 1 spsk æblecideredikke
  • 1 spsk rapsolie

Rist nødderne ved 150 grader i en 20-30 minutter.

Finthak æble, skalotteløg og persille. Meget gerne finere, end jeg har gjort på billederne (sjusk!). Flæk nødderne i halve. Saml det hele med edikke og olie, så alt er coatet.

 

Saltbagt selleri1

 

Og hvis det hele bliver alt for magert og fromt, så bliver retten BESTEMT ikke dårligere af at blive omfavnet af en smule brunet smør – men det er der vel i virkeligheden ikke noget der gør..?

Madimperiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *