Marokkanske hotdogs

En ristet hotdog med det hele er en af de få ting, jeg altid kan spise. Uanset hvor mæt jeg er eller hvor lidt jeg har lyst til mad – hvis jeg går forbi en pølsevogn, så kilder det i smagsløgene..!

Her er grillbarens dronning dog noget utraditionelt iklædt nordafrikanske gevandter, nærmere betegnet merguez, harissa-mayo og en salsa med blandt andet chili og mynte.

Marokkanskhotdog1

Marokkanske hotdogs

  • 4 pølsebrød af briochedej
  • 4 merguez
  • 2 tomater
  • 1/2 agurk
  • 1 middelstærk chili
  • 1 dusk mynte
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk sukker
  • 3 spsk mayo
  • 1-2 tsk harissa

Lav først salsaen. Skær tomater og agurk i tern af 6×6 mm og chili i 3×3 mm eller mindre. Er din chili meget stærk, kan kernerne sorteres fra. Bland det hele med salt og sukker, lad det trække i 15 minutter og lad det så afdryppe i en sigte.

Når salsaen drypper af, så ristes pølserne ved middel varme i 4-5 minutter på hver side.

Bland imens mayo og harissa. Start måske med en enkelt teske og smag dig så frem. Det er nemmere at tilsætte mere, end det er at fiske det op igen..!

Når salsaen er klar hakkes mynte fint og tilsættes. Så skal hotdoggen bare samles!

Marokkanskhotdog2

Yderligere tilbehør kunne være syltede rødløg. Lidt saltsyltet citron i salsaen kunne også være godt, men så ryger fast-food ideen vist, da det tager en måneds tid…

Madimperiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *