Krondyrfilet med balsamico, svampe og hasselnødder

Krondyrfilet med balsamico, svampe og hasselnødder – ikke just en sommerret, vel?

Den sidste uges tid har den dog hovedsaligt stået på hurtige, lette retter herhjemme – laks med salat, broccolisalat, nudler med grøntsager etc. Og jeg har ikke et ondt ord tilovers for min kærestes broccolisalat, men i går trængte jeg virkelig til noget tungt og intenst, som kunne sparke smagsløgene i gang – og så må der jo koges sauce..!

Jeg fandt i Fakta, af alle steder, en krondyrfilet som rent faktisk så pæn og nydelig ud. Derfra var der ikke langt til at smide en gang danske markchampignoner og en krukke timian i kurven og så lave efterårsmad af bedste skuffe.

Krondyrfilet med balsamico

 

Krondyrfilet med balsamico, hasselnødder og svampe

  • 500 g krondyrfilet, afpudset
  • 500 g markchampignon eller andre gode, faste svampe
  • 1 krukke timian
  • 3 fed hvidløg
  • 50+25 g smør
  • 0,5 dl balsamico
  • 1 spsk honning
  • 3 dl kraftig kalvefond
  • 50 g hasselnødder

Start med saucen. Reducer balsamico og honning til sirup og hæld så kalvefonden ved. Reducer det til omtrent 1 dl og smag til med salt og evt. et lille skvæt frisk balsamico, hvis du vil have syren mere markant. Montér med de 25 g smør lige inden servering.

Her kan det så indskydes, at hvis du ikke bruger hjemmelavet fond, men en købefond af eksempelvis terninger, så vil saucen stadig være meget “sjasket” når den er reduceret, da der ikke rigtig er noget gelatine til at give saucen en struktur. Så kan det være nødvendigt at jævne den med en smule maizena eller en smørbolle.

Mens saucen reducerer ristes hasselnødderne i ovnen ved 180 g i en 20 minutters tid. De skal have farve og dufte kraftigt, men ikke være brændte. Gnid de varme hasselnødder mellem håndfladerne, så falder skallen nemt af. Lad dem ligge og køle lidt af inden, hvis du ikke har hænder af asbest. De afskallede nødder halveres.

Tag fileten ud en halv time før den skal steges. Salt den og lad den ligge, så den nærmer sig stuetemperatur. Inden stegning tørres fileten af, så den er tør inden den rammer panden.

Varm en pande op på høj varme og hæld en spiseske rapsolie på. Steg fileten omtrent 4 minutter på hver side (denne her var cirka 3 cm tyk) og lade den så hvile indpakket i sølvpapir i 10 minutter – et kvarter, inden du skærer i den.

Mens fileten steger renser du svampene og halverer dem. Når krondyrfileten ryger af panden sænker du varmen til medium-høj og smider de 50 g smør på. Når smørret er bruset af lægges svampene med skærefladen nedad og der smides et par stilke timian og hvidløgsfeddene ved og svampene steges gyldne. Krydr dem til sidst med salt og friskkværnet peber og server det hele med en god, kraftig rødvin. Her blev det en Côtes du Rhône fra Guigal, som snildt kan erhverves til under 100 kr.

Krondyrfilet med balsamico

Skal det virkelig være efterårsmad i 25 graders varme, så kører man lige en god, solid Pommes Anna på siden – så bliver det ikke bedre (og tungere)!

Krondyrfilet med balsamico

Madimperiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *